Historier og sagn om Fanø

Sagnet om navnet Fanø
Der var engang to skippere, som havde været i tjeneste hos jættekvinderne Fenja og Menja. Som belønning fik de hver en saltkværn, og så sejlede de ellers af sted på to skibe, som var opkaldt efter jætterne. De to kværne var med ombord, og sømændene afsatte deres salt, hvor de kom frem. Desværre sank begge skibe i en storm. Det ene ved en sandbanke, som derefter fik navnet Menjø (Mandø) og det andet ved en sandbanke, der fik navnet Fenjø (Fanø). Ved forliset flød der store mængder salt ud, og derfor er vandet omkring Fanø og Mandø mere salt end i andre have.

Frikøbet i 1741
Indtil 1741 tilhørte Fanø den danske konge. Fanø blev administreret fra Ribe, som dengang var en vigtig handelsby og havde eneret på handel. Beboerne på Fanø var dygtige fiskere, men al fiskeeksport skulle gå gennem Ribe og fortoldes der. Der var derfor et stort ønske om at købe øen og dermed blive frigjort af bindingerne til Ribe. 

Efter forgæves at have forsøgt at købe øen i 1719, kom der endnu en chance i 1741, hvor kong Christian den VI ønskede at sælge ud af sine besiddelser for at kunne finansiere forskellige slotsbyggerier. Fannikerne og Sønderhoningerne drog sammen til Ribe, hvor auktionen fandt sted den 10. juli 1741. Der er mange historier om, hvilke kneb der blev taget i brug for at sikre købet. Faktum er, at det lykkedes fanøboerne at købe øen og sætte gang i den udvikling, der førte til at Fanø blev en betydelig søfarts ø.

Fannik og Sønderhoning
Fra gammel tid har Fanø været opdelt i 2 territorier. Den nordlige del hed Fanø og den sydlige   Sønderho. Der er mange historier om rivaliseringen mellem de 2 ”øer”. En af konsekvenserne har været, at man ikke rigtigt har en fælles betegnelse for folk, der bor på Fanø. Der er Fannikerne som bor i Nordby og Sønderhoningerne, som bor i Sønderho. En Fannik kaldes også en Gøjer, mens en Sønderhoning kaldes en Japper.